Deltagerberetning fra 1997 af Sidse


En beretning fra Sidse, der tilbragte sommeren 1997 på Camp Rising Sun i USA.

Sommeren 1997 vil altid stå for mig som den tid, hvor jeg fik min hidtil største oplevelse, fysisk såvel som psykisk.

Det at rejse, alene, ud i verden, er i sig selv en oplevelse. At skulle finde vej blandt de milliontallige mennesker, der laver sig deres egen bane i lufthavnenes mylder, er skræmmende. Når man aldrig før har fløjet, hverken alene eller trygt i familiens favn, og så pludselig bliver kastet væk fra samme, er det utrolig vigtigt, at man bliver passet godt på; det blev jeg! Det er rart at kunne slippe tankerne om hjemveen lidt, når man synker tilbage i de behagelige sæder og langsomt slapper af og nyder turen over Atlanten.

New York, storbyen over alle! Ankomst til J. F. Kennedy lufthavnen. Et mylder. Forvirringen var stor, men den blev smukt overvundet, og værtsfamilien stod parat med flag og skilte. Efter at have hvirvlet frem og tilbage som et åndepust mellem alle forretningsmændene og dets lige, stod vi foran vores køretøj. Jeg satte mig ind i Mercedesen med de fjedrede lædersæder, der denne aften gjorde det ud som karet, og som en anden Askepot betragtede jeg forbløffet, beæret og overvældet New Yorks storbyjungle, mens vi stræd os vej gennem de tusinder af biler.

Efter to dage i New York med alt, hvad sig dertil hører: Rundtur i Up- og Downtown Manhatten m.m, oprandt dagen, hvor alle camperne fra verden over skulle samles og sammen køre den to timer lange bustur op gennem staten N.Y., til vi nåede campen.

Spændende var det, endelig at se de mennesker, man skulle tilbringe de næste to måneder med. Og mens vi langsomt og møjsommeligt snoede os op igennem det smukke bjerglandskab spirede de første venskaber allerede op, små og friske, som en kontrast til de fastgroede, robuste og vidunderlige bjerge og bakker udenfor busvinduet. Og jeg husker at tænke, om det ville lykkes os, tres piger fra hele verden, at forene os og tilsidst vende tilbage ligeså tæt sammenbundne som disse kolosser.

Campen var... Det var fantastisk! Det er svært, så ufatteligt, utroligt svært, at skulle være sammen, allesammen, i så lang tid. At skulle dele sorger og glæder, kærlighed og had med de mennesker, du faktisk slet ikke kender. Men når de to måneder er gået, tror man ikke, at al den tid er forbipasseret. Så tænker man tilbage; tilbage på to måneder, der har været de mest lærerige i ens hidtidige liv. Ligefra den første dag, hvor du bliver anbragt i et telt, får et hullet moskitonet og en meget dårlig madras, bliver instrueret på et andet sprog som du knapt nok kan forstå alt af på det tidspunkt, og bliver skræmt af den første - i en lang, lang række - langbenede edderkop, bliver båndene lagt og grundlaget støbt. Det grundlag, der gør det muligt at gennemleve resten af camptiden.

Campen er en masse ting, men helt basalt er der to hoved"temaer": Det fysiske, hvor du skal vænne dig til at leve i et telt, dele badeværelse med tres piger, lære programmet at kende osv., og det psykiske, hvor du skal komme helt over hjemveen, før du bliver i stand til at nyde opholdet fuldt ud.

Det med hjemveen var svært, det tog ca. en måned, måske endda lidt mere, før end at den var helt væk for mit vedkommende. Det er meget forskelligt fra person til person, men når den endelig er væk, kommer man til den tid på campen, hvor det først bliver rigtig sjovt. =)

Man laver mange ting, utrolig mange ting gennem sommeren. Man tager på enten en kano- eller vandretur i løbet af sommeren! Det er en helt igennem vild oplevelse. Ganske simpelt! Selv var jeg på kanotur. At ro og ro og ro og ro! Når dagen er til ende, slår man lejr ved det nærmeste "campsite", spiser hvad man nu har med og falder omkuld i et telt, snakker med de andre, indtil man synker hen i en nærmest trancelignende søvn, forårsaget af træthed. Når man efter den fjerde dag kommer tilbage til campen, synes de før lidt "ikke-så-pæne" forhold der pludselig smukke efter denne barbariske, vilde og helt igennem eventyrlige oplevelse, hvor man virkelig prøver nogle grænser af!

Utallige teaterstykker blev også et samlingspunkt! Vi opførte Shakespeare og Ives, og så skrev vi selv et stykke. Instruerede det selv, spillede det selv. Vi byggede det stykke op fra bunden, lavede sange, danse og kostymer. Og på opførelsesaftenen blev det en succes! Efter kun to uger. Men de var to uger med hårdt, hårdt, hårdt arbejde!

Der er så mange forskellige dagligdags aktiviteter. Både fornøjelse og pligt! Men begge dele bliver hurtigt til en leg. Hver dag skal man arbejde et sted på campen, hjælpe med et eller andet. Hver dag er der også diverse instruktioner og projekter, der bliver tilbudt! Der er mange tilbud! Så mange at de resterende skal forblive usagte her.

Menneskene, der er der i de to måneder, er fantastiske! De kommer fra hele verden; derfor oplever man også hele verden, eller i hvert fald en hel del af den, gennem tiden der. Det giver en fantastisk indsigt i hvad der foregår rundt omkring på kloden netop nu! Campen fungerer forskelligt hvert år netop derfor! For de mennesker, der deltager på campen er en afspejling af hver deres personlige del af verden lige nu, dermed bliver campen utrolig aktuel i diskutioner m.m.

Alt i alt har campen været god. Fantastisk. Spændende. Helt enestående!!!

Efter campen tog alle de internationale campere til Washington D.C. i fem dage. Vi så det Hvide Hus, Parlamentet, alle de hvide, smukke marmorbygninger, frihedsmonumentet o.s.v. Det var en pragtfuld tur! Vi var stadig sammen, men vi blev langsomt sluset tilbage til det virkelige liv, boede sammen hos nogle søde værtsfamilier og sammen oplevede vi en kommende verdensby - hvis den ikke allerede er det! Vidunderlig tur!

Lykkeligt hjemvendt til New York City ventede de sidste fem dage inden vi igen skulle vende hjem til mor efter 70 dage "alene".

Jeg boede på Manhatten de første tre dage. Vi gik til sammenkomster med de andre campere fra den sommer, mødtes forskellige centrale steder, spiste, så; oplevede en vild, levende og pulserende by, hele døgnet!

Tilsidst vendte jeg tilbage hvor det hele startede. Til min første værstfamilie. Det blev et hjerteligt gensyn! De tog Morten og jeg med til et familie-barbeque. Vi fik bekræftet vores amerikanske fordomme! Både de gode - og de dårlige. Der var ægte glæde ved modtagelsen. Kys og knus til alle inklusiv os to, fremmede mennesker. De var søde, rare, venlige og interesserede! Men, der var også... Et af familiemedlemmerne havde fødselsdag, og der stod vi så pludselig, midt i mellem en masse andre mennesker, der alle hoppede op og ned og råbte "surprise"... "Ligesom på TV" Alt i alt var det dog en meget venlig og sød familie!

Den sidste dag i New York blev brugt til at tage smertelig afsked med vore nu hjertenskære venner! Og så tog vi hjem. Vi vågnede op i flyet på vej til Billund lyttende til deklameringen af Prinsesse Dianas død. Pludselig indgik vi igen i nyhedsstoffet. Vi kastede os over aviserne og blev informeret om de to sidste måneders begivenheder af de venlige stewaredesser, der vist havde lidt ondt af os. De troede vist, vi havde været væk fra jordens overflade, bortført til en fremmed planet. Men måske var det også det, der var sket. Pludselig var det ikke særlig lang tid siden, vi var taget afsted. De to måneder var ganske simpelt fløjet afsted!

Da vi efter en lang rejse faldt i vor moders favn gik det op for mig at jo, det var lykkedes! Ikke blot havde vi gennemlevet to måneder væk fra vores dengang eneste familie, nu havde vi fået en til. En familie spredt over hele verden. En, der altid vil være der! Vi, Morten og jeg, var blevet en del af det fællesskab, det kærlige bånd, der knytter camp-folk fra hele kloden sammen; sammen til en tæt enhed, ligeså tæt som de bjerge, der markerede starten på vores camp-tid.

Sidse K. B. D. Larsen